Ændr længde og vidde
Opskriften er lavet efter færdige mål. Passer de ikke til dig, kan du selv ændre dem. Længden er nem. Vidden kræver lidt mere regning.
Før du ændrer noget
- Find en trøje, du kan lide at have på. Læg den fladt, og mål længden og bredden under ærmerne.
- Sammenlign med «Færdige mål» i opskriften. Forskellen i cm er det, du skal ændre.
- Strik en strikkeprøve. Alle udregningerne herunder bygger på din strikkefasthed, ikke på opskriftens.
Længere eller kortere krop
Ændr længden der, hvor kroppen strikkes lige op, uden udtagninger eller indtagninger. Strikker du oppefra og ned, gør du det lige før ribben. Strikker du nedefra og op, gør du det, før du deler til ærmegab.
Ændr ikke i bærestykket. Der hænger tallene sammen med ærmerne og halsen.
Regn omgangene ud
Udfyld begge felter.
Sæt minus foran tallet, hvis trøjen skal være kortere.
- Striber: tilføj eller fjern hele striber, så mønsteret går op.
- Mønster med rapport: ændr med hele rapporter i højden.
- Skriv ned, hvor mange omgange du tilføjede. Du får brug for tallet, hvis du strikker trøjen igen.
Længere eller kortere ærme
De fleste ærmer har indtagninger nedad. Ændrer du længden, skal indtagningerne fordeles på ny. Ellers bliver ærmet for vidt eller for stramt ved håndleddet.
Du skal bruge tre tal fra opskriften: ærmelængden fra ærmegabet til ribben, hvor mange indtagningsomgange der er, og hvor lang ribben er. Træk ribben fra ærmelængden.
Fordel indtagningerne på ny
Udfyld alle tre felter.
Begynd at tælle fra ærmegabet. De omgange, der bliver tilovers, strikker du lige før ribben.
Er ærmet et pufærme, tages det meste ind lige før ribben. Så ændrer du kun længden og lader indtagningen være som i opskriften.
Videre eller smallere
Det nemmeste er næsten altid at vælge en anden størrelse. Mellem to størrelser i mine opskrifter er der som regel 8–10 cm i overvidde. Se størrelsesguiden.
Vil du have noget midt imellem, kan du følge din størrelse i bærestykket og ændre kroppen, når ærmerne er sat til side. Så tager du lige mange masker ud eller ind under hvert ærme.
Regn maskerne på kroppen ud
Udfyld de tre første felter.
Har kroppen et mønster, så skriv, hvor mange masker rapporten er. Så går mønsteret op.
Ændrer du mere end 6–8 cm, ændrer du også pasformen over skuldrene. Så er det bedre at strikke en anden størrelse.
Udtagningerne fordeler du, som der står på tage ud og ind jævnt fordelt.
Garnforbrug
En længere eller videre trøje bruger mere garn. Regn det ud på hvor meget garn skal jeg bruge?
Køb hellere et nøgle for meget end et for lidt. Samme farve fra et andet indfarvningsparti kan se anderledes ud.
Sidder du fast?
Send et billede af strikketøjet, så svarer jeg.